Kgs. Lyngby 19. maj 2009: IBM og Ferrosan har i dag annonceret en 7-årig strategisk aftale, hvor IBM skal centralisere og drive Ferrosans IT-infrastruktur.
Ferrosan er en international healthcare virksomhed, som udvikler, producerer og markedsfører vitaminer og kosttilskud samt Medical Devices. Ferrosan har ca. 800 medarbejdere, produkterne bliver solgt til mere end 70 lande, og over 90 % af den årlige omsætning stammer netop fra salg i udlandet.
Med aftalen får Ferrosan en fleksibel løsning, der takket være centralisering forventes at give en betydelig omkostningsreduktion, som vil gøre Ferrosan i stand til at fortsætte virksomhedens vækst og yderligere forstærke sin position på healthcare-markedet.
Aftalen omfatter fleksibel og skalerbar On Demand Hosting (ODH) af hele Ferrosans IT-infrastruktur omfattende virtuelle og fysiske xSeries-servere og iSeries-servere, tilknyttet software samt netværk, storage og backup-services.
Aftalen er en forlængelse samt udvidelse af en eksisterende aftale fra 2006. Ferrosan outsourcede dengang desktop-management og serverdrift til IBM for at få adgang til en teknologi-platform af høj klasse, der var gearet til fremtiden. Den nye aftale udvider samarbejdet til bl.a. at omfatte udvidet SAP-monitorering, omlægning af internationale desktop-management-ydelser til Citrix samt en modernisering af desktop-management-løsningen for Danmark, så Ferrosans strategi for anvendelse af nye software-produkter understøttes optimalt. Derudover omfatter den nye kontrakt drift af Blackberry-løsning samt modernisering af antivirus/antispam.
Med den nye aftale centraliseres driften på IBM’s datacenter, Copenhagen Campus, hvilket giver Ferrosan adgang til et datacenter-setup af høj klasse herunder et højt sikkerhedsniveau. Tidligere havde man et decentralt setup, hvilket var en både omkostningstung og tidskrævende løsning. Denne løsning er nu erstattet af en central Citrix-løsning, som skal servicere alle de eksterne lokationer.
”Det er med stor glæde og forventning, at vi har udvidet samarbejdet med IBM. Det er afgørende for Ferrosan at have en solid partner til at varetage vores IT-infrastruktur. Det har med denne aftale været muligt i tæt samarbejde med IBM at designe en løsning, som er helt optimal for Ferrosans organisation og i balance med vores mål og prioriteter. Desuden giver det Ferrosan en mulighed for at fokusere på forretningsudvikling og sikre værdiskabende løsninger, som vil bygge på det solide IT-fundament, som IBM skal levere. Vi i Ferrosan ser frem til et fortsat godt samarbejde med IBM,” siger Frederik Bøttger, IT-direktør i Ferrosan.
“Ferrosan er en global spiller på sit felt med en erklæret vækststrategi, som IBM er i stand til at støtte op om IT-mæssigt og dermed være med til at sikre Ferrosan forudsætningerne for fortsat vækst. Den fleksible og skalerbare ODH-løsning vil gøre Ferrosan i stand til at tilpasse sig i forhold til de hurtigt skiftende krav i et marked præget af stor konkurrence,” siger Sven Kolstrup, Landechef for IBM Global Technology Services i Danmark.
Aftalen blev indgået i februar 2009.
For yderligere information, kontakt:
Carsten Grønning, pressechef for IBM Danmark A/S
Telefon: 2880 3516, e-mail: cgr@dk.ibm.com
