(opdateret)
København, den 25. november 2008: IEC A/S (Insurance EDP Cooperation A/S) har indgået en treårig aftale med IBM. Ifølge aftalen skal IBM levere software og konsulentydelser til en skræddersyet SOA (Service Oriented Architecture) løsning og efterfølgende drift heraf. Løsningen vil ændre den måde, IEC-selskaberne driver deres forretning på, og i højere grad gøre dem i stand til at honorere omverdenens øgede krav til fleksibilitet og åbenhed.
IEC består af Forsikringsselskabet Aros, Forsikringsselskabet Fyn, Midtjysk Forsikring, Sønderjysk Forsikring, Vestjylland Forsikring og Vejle Brand Forsikring.
Aftalen har en værdi på et tocifret millionbeløb.
Behov for åbenhed, fleksibilitet og ikke mindst fremtidssikring
Forsikringsselskaberne har i dag en ældre - men velfungerende - løsning (kaldet NICE) med en værdifuld forretningsfunktionalitet. Selskaberne i IEC ønsker at beskytte deres investering i den eksisterende NICE-løsning, bibeholde den værdifulde forretningsfunktionalitet og med udgangspunkt heri udvikle en løsning, der imødekommer et voksende behov for fleksibilitet og åbenhed i forhold til at kommunikere med kunder, partnere og offentlige instanser fx via web-services.
SOA-ficering af eksisterende løsning – det bedste fra begge verdener
Med aftalen leverer IBM en SOA-løsning skræddersyet til netop IEC's behov. Da IEC består af flere selvstændige selskaber, har det været afgørende, at den nye løsning bl.a. indeholder web-services, som alle selskaberne kan anvende, men som samtidig også rummer muligheden for at kunne skabe variationer, som er specifikt tilpasset de enkelte selskabers forretningsområde.
SOA-løsningen gør det muligt at opretholde værdifuld eksisterende forretningsfunktionalitet og samtidig gøre den tilgængelig for 3. part i form af web-services. Med SOA bliver grundlaget også lagt for at kunne sammensætte informationer vilkårligt - fx ved at skabe skræddersyet overblik i kundernes egne portaler eller i en - på sigt - tilkøbt portal.
IEC forventer, at SOA-projektet vil give de bagvedliggende forsikringsselskaber en unik konkurrencemæssig fordel og samtidig give dem en af branchens bedste og mest moderne forsikringsløsninger, som vil kunne tjene dem i de kommende mange år.
”Det er vores mål, at SOA-udviklingen har både et kort og et langt perspektiv og hele tiden følger en langsigtet plan, så kundens IT-løsning nøje hænger sammen og ikke består af usammenhængende knopskydninger. Det er vigtigt for os at følge kunden hele vejen og tilpasse SOA-løsningen til kundens specifikke behov for maksimalt udbytte af mulighederne i SOA,” fortæller Bjarne Jepsen, Nordic Insurance Leader IBM Global Business Services.
For yderligere information, kontakt:
Jørgen Ladekjær, adm. direktør, Vestjylland Forsikring, telefon: 9694 9681, e-mail: JLA@vestjylland.dk
Carsten Grønning, pressechef for IBM Danmark A/S, mobil: 2880 3516, e-mail: cgr@dk.ibm.com
